Margrethe Højlund | Fortællerepertoire
21617
page-template,page-template-full_width,page-template-full_width-php,page,page-id-21617,ajax_fade,page_not_loaded,,select-child-theme-ver-1.0.0,select-theme-ver-3.1,wpb-js-composer js-comp-ver-4.11.2.1,vc_responsive
FRA HAM TIL HINDE
– EN FORTÆLLING OM MAND OG KVINDE

Der var ikke tusind og én nætter, men én lang nat… en bryllupsnat. Og i løbet af den skulle han, der blev født som en slange, skyde ikke én, men 9 hamme, mens hun måtte lægge sine 9 skjorter. Da spillet var færdigt, var hun stadig klædt på, mens han lå som en blodig klump på gulvet, og ventede på sin skæbne.
·

Sådan går det for sig det i det gamle danske eventyr om Kong Lindorm. Men noget går galt i denne nye fortælling med det kendte tema. Og brændehuggerens datter, lindormens tredje brud, må ty til fortællingen, for, som Scheherazade, at redde sit liv. Derved undgår hun ikke blot døden, men skaber en bro fra mand til kvinde, bliver del af det eventyr, der forvandler en slange til et menneske med hud og hinde.
·

Voksne

Varighed 60 min.

REJSE UNDER POLARHIMLEN

To mænd tager af sted, den ene mod øst, den anden mod vest. De rejser med deres koner, slæder, hunde og den hensigt at få en idé om, hvor stor verden mon kan være.
.

Efter et langt livs rejse, mødes de en dag på fastisen med deres familier og rige på alle de historier, de har hørt. Tiden og rejsens formål har de glemt.
.

De holder nu en fest, som også bliver vores. En indgangsport til inuits myte- og eventyrverden. Her sammenvæves magi og realitet, mennesker og dyr, humor, og kampen for overlevelse. Og før vi helt fatter det, er vi der midt i den, som en lille del af en meget stor fortælling. På én gang så anderledes og så universel.
.

Voksne og børn fra og med 9 år

Varighed 65 min

ULOGA! ULOGA!

En ræv redder bopladsen fra sultedøden. En gammel bedstemor gør sit barnebarn blindt og ender med som straf at måtte forsvinde ud på havet på ryggen af en hvidhval. To af de smukkeste eventyr fra Grønland, som har alle eventyrets bedste ingredienser der kan fange og fascinere, fortælle og formulere noget om det, der er vigtigt, hvis man vil vokse sig større og stærkere end alle sine forhindringer.

.

7-12 år

Varighed 50 min

NAT I NORD

Det handler om de spor, vi opdager og følger i sneen: Vindens, bjørnens og de uventede gæster, der pludselig synes som sunket i jorden… Det er nat, det er koldt, og det er stille: Blikket søger mod horisonten og finder stjernehimlen, lige så fyldt med fortællinger som jorden.


Den fører os også fra arktisk vinter til nordisk sommer. Til mødet mellem mennesker og tusmørke, drømme om forførelse, der fører til forfærdelse. En Pas de Deux med død og elverfolk i danske enge, en fortælling om de svenske skove og Näckens fatale strenge.


Med enkle trommerytmer og akkorder fra det franske strengeinstrument, en epinette, tager fortælleren sit publikum med ud i en natur, der i dag, præcis som dengang, spejler hvem vi er, og hvor vi kommer fra.


Voksne/børn fra og med 10 år

Varighed 60 min

SENTIERS D’AMOUR

– franske kærlighedshistorier.

Sentiers d’amour betyder ‘kærlighedsstier’. De er usynlige, men krydser Hexagonen. Her er ingen kort og ingen afmærkninger på sten eller træer. Les sentiers d’amour er for de udvalgte – en slags evighedsstier på jord.

 

Det er for dem, der ikke kunne skilles, da de kom til dødens tærskel, og for de som måtte gå så gruelig meget igennem, før de atter kunne forenes.

 

I Les sentiers d’amour møder vi eventyr med rødder i fransk middelalder og folkelig fortælling. Følelserne vibrerer med stort F, men i et lille format. En gobelinvævning med kærlighed, drama, uskyld og drømme.

 

Voksne og børn over 10 år

Varighed 65 min

DIVERSE

Margrethe Højlund fortæller også danske og russiske folkeeventyr, har et helt repertoire omkring den folkekære Nisse og hans noget mere djævelsk anlagte fætter Näcken fra de svenske skove.

 

Hun har lavet fortællerevents om begravelsesritualer og paradisforestillinger med le Musée des Confluences i Lyon. Fortalt middelalderlegender på Nationalmuseet i København. Har brugt sit repertoire i en ulvepark i det centrale Frankrig. Givet både skoleklasser og andre besøgende fortællinger med om flodernes mytologi på le Musée du Rhône.

 

En fortæller er ikke blot formidler af eget repertoire, men også en kunstner, der kan finde nye historier frem, som kan gøre en udstilling, en naturvandring, en tematisk event, en koncert til en fortælle- og lytteoplevelse for alle aldre.

Fra H.C. Andersens verden
– Ud i den Vide Verden

Det er historien om Skorstensfejeren, som ikke vil bringe Hyrdinden tilbage ned gennem skorstenen til dagligstuen.

 

Har man valgt den vide verden, må man tage skridtet ud i den. Via byens tagrygge balancerer de to ud i livet for at blive klogere. For er man lavet af porcelæn, kan man holde for evigt, hvis man ikke går i stykker.

 

En forestilling, hvor nogle af H.C. Andersens kendte figurer og eventyr sætter hinanden stævne i en ny, men dog velkendt fortælling om at møde sin skæbne og vokse med den.

 

Familiepublikum fra og med 9 år

Varighed 65 min.

Grantræet fortæller

Historien om et grantræ, der drømmer som alle grønne træer og gerne vil skyde knopper andetsteds end der, hvor det er plantet.

 

Og træet bliver juletræ og kommer siden på loftet. Mens den kolde vinter går og nålene falder fra grenene, bliver træet historiefortæller for de mus, som også har drømme om andet end flæsk og fløde.

 

Alt har sin ende, og grantræets skæbne kender vi. Men i den rygende aske fra det brændte træ, ser køkkenpigerne et helt usædvanligt syn, som giver det ellers så kendte eventyr en lidt anden, men stadig ’andersensk’ drejning …

 

En forestiling der fint kan bruges til at fortælle julen ind.

 

Børn 7-11 år

Varighed 45 min.

De tre bukkes bro …
– En fortælling med norske folkeeventyr

Det er fortællingen om, hvad der sker, da de tre Bukke Bruse vender tilbage fra sæteren. Trolden er borte, men på broen sidder en ung pige og græder sine modige tårer. Hun har glemt sin historie, alt hvad hun kan huske er, at hun gik ud i skoven for at samle blomster til sit bryllup.

 

Det bliver den yngste af de tre ”Bruser”, der må af sted for at opspore denne ¨lost story” og finde pigens tilkomne. Den ene hændelse efter den anden lukker som Pandoras æske døren op for et nyt eventyr. Til slut findes også den oprindelige skurk, trolden der ikke bærer sit hjerte i sig.
Da han sprænges i stumper og stykker, bliver det muligt at finde gådens løsning og den brudgom, der vandrer rundt i fjeldet og leder efter sin kæreste.

 

Med udgangspunkt i Asbjørnsen og Moes samling af norske eventyr digtes en ny historie med alle det klassiske eventyrs uomgængelige og fascinerende etaper.

 

Børn 7-11 år

Varighed 60 min.